Først pustede jeg nyt liv i den gamle blog - og så svigtede jeg den på det groveste, mens den lå blotlagt her med alle sine nøgne ord og sprøde følelser. Men jeg har ikke glemt den, og jeg har stadig lyst til at skrive. Fokus har bare været et andet sted.
I
Fra min far fik sin diagnose havde vi et lille års tid til at vænne os til, at han snart skulle dø. Men absolut intet kunne have forberedt mig på, hvordan det egentlig ville føles, når han ikke var hos os længere. Når en, man elsker, dør, føles det som en tidevandsbølge, der fejer alting bort og
I sensommeren 2015 opsagde jeg mit job
som køkkenchef. Det var et nødvendigt skridt, og valget blev
nærmest taget for mig til sidst, hvor jeg blev tvunget til at
erkende, at det var på høje tid. Glæden ved arbejdet var nået til
et punkt, hvor den for ofte blev overskygget af en række
s
Da min far døde, kunne jeg nærmest ikke være i min egen krop. Der var slet ikke plads til min sorg inden i mig - hvordan skulle der så være plads til nogen som helst form for kreativitet? Lysten til at skrive var som en flamme, der langsomt var ved at blive kvalt af mangel på ilt, og der var slet ikke nok af
Der var en årrække, hvor jeg skrev indlæg hver dag og var meget aktiv i blogosfæren. Jeg mødtes endda med andre bloggere ude i den virkelige verden og skabte relationer, som stadig lever den dag i dag, 12 år efter bloggens fødsel. Herefter var der en periode, hvor jeg rejste meget
Sociale Bookmarks: